SilverRudder er en non-stop, single handed kapsejlads rundt om Fyn på cirka 134 sømil (ca. 245 km). Sejladsen arrangeres årligt af Svendborg Amatør Sejlklub med start og mål i Svendborg, og den regnes i dag for verdens største solo-havsejlads målt på antal deltagere med op mod 450 tilmeldte sejlere i de senere år.
Løbet blev lanceret i 2012 med få deltagere, men er siden vokset markant: fra 14 startende både i det første år til omkring 358 både ved 10-års jubilæet i 2021, og senere helt op til omkring 400 solosejlere ved den 12. udgave i 2023. Bådene inddeles i flere divisioner efter størrelse og fart
Store krav til båd og bådfører
Da man sejler helt alene døgnet rundt uden mulighed for aflastning, stiller SilverRudder store krav til både sejler og båd:
- Erfaring og selvstændighed: man skal selv kunne navigere, trimme sejl, manøvrere i trafik, reparere skader og træffe alle beslutninger undervejs uden besætning at støtte sig til.
- Sikkerhedsudstyr og -regler: deltagerne skal overholde et fastsat sikkerhedsreglement med sikkerhedsregler, der findes på løbets hjemmeside, typisk med krav om redningsvest med sele, AIS/tracker, nødraketter, lænsepumper, mand-over-bord-udstyr med videre.
- Fysisk og mental udholdenhed: løbet kan tage fra 14 timer til over et døgn afhængig af båd og vind, hvilket kræver evnen til at klare søvnmangel, kulde og fysisk belastning alene.
- Godt kendskab til farvandet: ruten går gennem snævre og trafikerede stræder som Storebælt og Svendborgsund, hvor man møder både strøm og færgetrafik til fx Skarø og Ærø.
- Realistisk selvvurdering: man skal kunne vurdere, hvornår vejret eller ens egen tilstand betyder, at sejladsen bør afbrydes.
Farer undervejs
Solosejladsen byder på flere reelle risici:
- Skiftende og til tider hårdt vejr: deltagerne har oplevet alt fra vindstille med stærk modstrøm til kuling med vindstød over 40 knob, hvilket har fået arrangørerne til at reducere feltet af sikkerhedshensyn i visse år. Vejrudsigten her i 2026 peger på kraftig vind og regnbyger.
- Mand-over-bord uden hjælp: falder man i vandet alene om bord, er der ingen til at vende båden eller hive én op. Husk redningsvest!
- Træthed og koncentrationssvigt: lange timer alene, ofte også om natten, øger risikoen for fejlvurderinger, og at man får en utilsigtet ”morfar”.
- Trafik og grundstødninger: tætte passager gennem sejlrender og under broer som Storebæltsbroen giver risiko for sammenstød eller grundberøring.
- Materielsvigt: går rig, ror eller sejl i stykker langt fra havn, skal sejleren selv klare en nødløsning eller opgive løbet. Husk telefon!
Netop denne blanding af fysisk og mental udfordring er en stor del af det attraktive i at stille op. SilverRudder beskrives ofte som en slags “maratonløb for søfolk”: en kamp mod sig selv, hvor man undervejs uundgåeligt bliver presset, men til gengæld sidder tilbage med en stærk følelse af at have klaret mere, end man troede muligt, når man passerer ”målstregen” i Svendborg.








