Er ferieplanerne så småt ved at finde form mens tankerne cirkulerer omkring golf? Eller er du og familien stadig i tvivl om, hvor ferien skal gå hen i år? Så tjek lige dette ferietip ud. Ved at holde ferien på Sydfyn kan I som golfelskere nemlig få mulighed for at få brændt al krudtet af på de sydfynske golfbaner. Der er tale om veletablerede golfklubber, der har meget at byde på.
Svendborg Golfklub
Svendborg Golfklub er den klub på Sydfyn, der har flest huller at byde på. Klubben råder nemlig over en begyndervenlig par 3-bane med 9 finurlige huller. Desuden har Svendborg Golfklub en 9-huls bane, som bestemt er værd at byde ind på. Her får du rigeligt med udfordringer, lige fra par 3 til par 5. Oven i hatten får du en særdeles smuk oplevelse.
Svendborg byder naturligvis også på en 18-hulsbane. Her vil du få en golfoplevelse, der byder på lidt af hvert, og mange anser golfbanen i Svendborg som en af de smukkeste på Fyn. Du slutter af tæt på klubhuset, hvor en sø foran greenen venter på dig. Golfklubben har restaurant med mad og drikke til absolut rimelige priser.
Golfbanen i Faaborg
Har du hørt om Svanninge Bakker? Det er utvivlsomt en af de smukkeste ruter, du kan bevæge dig ud på, hvis vandreskoene skal i position. Lige ved siden af bakkerne finder du golfbanen i Faaborg. Her er der tale om en meget smuk golfbane i et spændende og varieret terræn. Undervejs kan du nyde synet af det smukke øhav, der ligger næsten for dine fødder.
Golf på Ærø
Har du mod på en dagsudflugt, kan du og vennerne overveje at tage færgen til Ærø. Herovre finder du en fantastisk spændende golfbane ud til kysten, så tag højde for vinden. På en lidt blæsende dag vil du formentlig opleve at kinderne er røde, når du har gået de 18 huller. Så kan du med sindsro nyde en øl fra det lokale bryggeri i Rise.
Golfbanen på Langeland
Tjek også den dejlige golfbane i den sydlige del af Langeland. Du starter bilen op og kører mod Bagenkop. Her finder du en rigtig dejlig golfbane, som stort er spilbar det meste af året på grund af det fine underlag. Under spillet må du ikke blive overrasket over større flokke af fugle på banen. Husk at nyde synet ud over Langelandsbæltet.
Ringe Golfklub
På Midtfyn finder du Ringe Golfklub, som byder på en relativt flad 18-hulsbane. Her spadserer du rundt på 18 pænt varierede huller, hvor du blandt andet oplever skovhuller, masser af gæs samt et blik på Ringe Sø. Der er høflig selvbetjening i klubhuset. Banen på Midtfyn nævnes i denne sammenhæng, da Ringe er en del af Faaborg-Midtfyn Kommune.
Pay and Play på Sydfyn
Endelig har jeg lyst til at nævne to pay and play baner på Sydfyn. Gudme, der ligger et kvarters kørsel fra Svendborg, byder på 9 dejlige huller i plantagen. Ejeren er tidligere professionel greenkeeper, så banen er god og velholdt.
Ikke så langt fra Gudme finder du Brændeskov Golf. Her er der tale om en 12-hullers pay and play bane med gode variationer. Efter de 12 huller bør du drikke en øl eller vand i det meget smukke klubhus.
Som det ses af ovenstående er der rigeligt med muligheder for at spille golf, når du holder din måske næste ferie på Sydfyn.